Artikel fra en workshop:
Kreativ karaoke
Elever fra 6-7 klasse stikker hovedet ind i gymnastiksalen. ”Starter vi nu?” Spørgsmålet bliver besvaret med et: ”Værsgo, sæt jer ned, her er plads nok”. Flere kommer til og 5 minutter efter sidder de to klasser på gulvet i en sal, der kan rumme det fem dobbelte. De sidder spredt. De fleste langs bagvæggen, med ryggen mod ribberne, og så langt fra de to foredragsholdere som muligt. ”Ved I hvad vi skal tale om i dag?” Eleverne svarer afkræftende. Det er første dag i temaugen om identitet på en skole i Storkøbenhavn. I gymnastiksalen skal John-Erik og Olivia holde foredrag om mobning. John-Erik Bang og Olivia præsenterer sig. Den første er ungdomscoach, den anden er 18 år, tidligere mobbeoffer gennem 5 år, og de to mødte hinanden, da Olivia havde det værst.
Der er helt stille, da John-Erik forklarer dagens første øvelse: kreativ karaoke. Han vil vælge en ud af gruppen, som skal synge karaoke til musik sammen med ham foran alle de andre. Alle begynder at røre uroligt på sig. Nogle hvisker sammen. Han beroliger flokken: ”Tag det roligt, I skal ikke være nervøse, altså I kan slet ikke falde igennem her, for jeg synger helt vildt dårligt”. Der lyder fnis rundt omkring, lidt lettelse er at spore, men nervøsiteten skinner igennem. ”Jeg vælger en, som jeg får en god øjenkontakt med. Det kender I godt, man går forbi nogen, og der opstår en forbindelse, man ser den anden. Nogle af jer vil tænke Yes, hvis I bliver valgt. Andre vil tænke Damn it!”. Alle ser ned i gulvet. Nogle sætter sig med siden til, ser op i loftet, ser fjernt. Der er helt stille igen.
John-Erik ser koncentreret på alle eleverne og prøver at fange et blik. Nogle griner nervøst, de fleste falder lidt sammen. Krummer sig sammen om sig selv. ”Det passer ikke. Jeg vælger ikke nogen af jer”. Der går et sus igennem salen og alle begynder at grine. ”Kunne I mærke suget i maven? Var det ubehageligt?” Mange nikker. ”Hvor mange af jer så ned i gulvet og prøvede at undgå mig?” Alle hænder ryger i vejret. ”Hvor mange tænkte, at det bare ikke skulle blive jer?” Alle hænder ryger i vejret en gang til. John-Erik fortæller, hvordan det sug i maven, de lige har mærket, kan sætte sig fast. ”Den der bliver mobbet har det sug i maven gange 1000 hele tiden, hver dag”. Der bliver stille igen, og uroen har forladt salen. Alle hører efter, da han forklarer, hvordan den største frygt hos mennesker er at blive udelukket. Store undersøgelser viser, at vores frygt nummer et er at blive holdt udenfor, hvor eksempelvis angsten for at dø kommer helt ned på en 6. plads. ”Det er det værste, der kan ske for os som mennesker”, siger han.
Olivia og John-Erik stiller spørgsmålet: Hvad er mobning? Eleverne diskuterer i grupper, og deres svar bliver skrevet ned. Deres bud er: Udelukkelse af fællesskabet, drilleri over tid, psykisk terror, nedgørelse, at andre får dig til at føle, at du ikke er noget. Sarkasme, negative udtalelser, bevidst at skade andre bliver også nævnt.
Olivia fortæller sin personlige historie. Hun fortæller om 5 år i en klasse, hvor hun blev mobbet dagligt. Hun fortæller om den dag det startede – en dag, hvor hendes bedste veninde demonstrativt satte sin skoletaske på pladsen ved siden af sig, så Olivia ikke kunne sætte sig. Om den forvirring hun efterfølgende følte, for hun vidste ikke, hvad hun havde gjort galt. Det ved hun stadigvæk ikke. Hun beskriver, hvordan mobningen var mange ting. Lige fra negative ord som ”taber”, til en følelse af at blive udelukket. ”Det kunne være uden ord. For eksempel var det sådan, at når jeg kom ind i klassen om morgenen, vendte alle ryggen til mig. Sådan”. Hun vender ryggen til salen og står med næsen i sky. ”Det kunne også bare være et blik, eller en måde at gå forbi mig på. Jeg vil – også nu – meget gerne forstå hvorfor. Derfor leder jeg efter en forklaring, vi leder jo altid efter forklaringer, sådan er mennesket indrettet. Jeg kan bare ikke finde den. Og jeg ved stadig ikke, hvorfor det skete”. Olivia beskriver konsekvenserne. Om hvordan hun holdt op med at være glad, hvordan hun snød sig syg og blev hjemme. Om ondt i maven, og om at gå ud af døren om morgenen, selvom hun næsten ikke kunne tvinge sine fødder i gang. Om at miste troen på sig selv, om at undgå spejle, andre mennesker, og om at kravle langs væggene. ”Det værste er jo, at man til sidst tror på det selv. Man tror på alt det, de gør og siger om en”, Olivia smiler, ”og det tager lang tid at lære at tro på sig selv igen. Men det kan lade sig gøre”. John-Erik supplerer med oplysninger om følgevirkningerne af mobning. Man holder op med at kunne huske. Man får indlæringsvanskeligheder. Mange får store huller i den faglige viden. Man bruger al sin energi på at overleve. Der er meget stille, imens de fortæller. Alle er opmærksomme, og alle er meget berørte af Olivias historie. En del spejler sig i den og er ved at græde.
Mens Olivia og John-Erik fortæller, bliver eleverne sat til at lave forskellige øvelser. De skal hele tiden have kroppen med. Tre piger, der i starten stod klinet op ad væggen og hele tiden søgte hinanden, går ud på gulvet. Deltager. En af dem skifter markant ansigtsudtryk. Hun kommer til at smile. Hun slipper venindens trygge hånd med jævne mellemrum. En dreng, der i starten havde det typiske ”fuck-dig” teenage udtryk, bliver pludselig alvorlig og kommer med både relevante spørgsmål og svar.
Der er pause. Da eleverne kommer tilbage, sætter de sig ikke de samme steder, som første gang de kom ind i salen. Tre fjerdedele af eleverne danner en halvcirkel foran Olivia og John-Erik, så de kan se både hinanden og dem. De sætter sig tættere på. Mindre spredt. De ligner en gruppe. Men der sidder stadig en del op ad væggen. I starten var det mest de urolige drenge, der sad langs væggen. Det er det ikke nu. De sidder foran, de, der sidder ved væggen, er de ”stærke” piger, der har masser af spørgsmål. Det kan være en tilfældighed, at drengene fra 7. klasse sætter sig i forreste række. Men det er nok mere sandsynligt, at Olivia er trængt igennem til dem. Olivia er en steg, når hun fortæller flagrer krøllerne om knolden på hende, hun taler direkte til alle, og når hun smiler, får hun store smil tilbage. Mere end en gang bliver spørgsmålet stillet: hvad drillede de med? – for det virker usandsynligt, at man kan finde noget at drille hende med. Hun passer ikke til forestillingen om det klassiske mobbeoffer. Hun er klog, lækker, imødekommende, sjov, og alt muligt andet, der gør det meget svært at forestille sig, at hun har haft det så svært. ”Var det ikke helt vildt underligt?”, er der en elev der spørger. Og måske er det netop noget af det, Olivia og John-Erik får sat fokus på i løbet af dagen. At den, der bliver mobbet befinder sig i et univers, som det er umuligt at navigere i. Spørgsmålet ”hvorfor” bliver aldrig besvaret, og de ved ikke, hvad de har gjort galt. Det går op for eleverne, at det ”klassiske mobbeoffer” faktisk slet ikke eksisterer.
Det bliver også klart, at såvel mobning som trivsel generelt er uhåndgribelige størrelser. Mobningen kan beskrives af den, der bliver mobbet, som Olivia gør det. Følgevirkningerne kan beskrives. Hvordan det fysisk påvirkede hende. Hvad der skete med hende i forløbet og hvad hun senere har skullet slås med. Olivia vender selv flere gange tilbage til sit ”hvorfor”og at det manglende svar kombineret med et selvværd, der forsvandt, gjorde det svært for hende at råbe op. ”I må ikke give op. I skal blive ved med at sige det til nogen. Det er svært. Man vil helst ikke udstilles. Det værste, der kunne ske for mig var, hvis min lærer pegede på mig og sagde, at jeg havde det svært. Men I skal sige det. En dag er der en, der hører jer. Som tror på jer. Og så stopper det. Det kan vare længe, men der er altid en vej ud. Du skal bare finde den sti, der passer til dig, så du kan få hjælp og komme ud af det”. Et par stykker begynder at græde. Der er flere, der fortæller om deres egne oplevelser, mest fra tidligere skoler. Olivia fortæller, hvordan mobningen af hende først stoppede, da hun skiftede skole, selvom hun først havde prøvet at skifte klasse.
Hvad er et image? Det er et af de spørgsmål eleverne skal forsøge at besvare. De har en del bud på det. Det er en forestilling om en person, det er et selvbillede, det er andres opfattelse af en, det er signaler, det er et godt eller et dårligt ry. Det er status. Diskussionen fortsætter om, hvordan man kommer af med et dårligt image. En siger, at man helt kan skifte identitet og tage mærkeligt tøj på. Men så er man bare ikke rigtig sig selv mere. En del nævner skoleskiftet og siger, at det har hjulpet dem. ”Hvor langt tror I man vil gå for at undgå at komme i skole, hvis man bliver mobbet?”, spørger John-Erik. En dreng svarer: ”Meget langt. Man finder på alt muligt. Jeg låste mig tit inde på toilettet, så kunne ingen jo tvinge mig derhen”. Og samtalen bliver meget alvorlig, da nogle af eleverne nævner selvmordet, som den mest effektive måde at komme af med et dårligt image på. En udvej til at slippe for vejen ind i klasseværelset. Samtalen fortsætter i det alvorlige tonefald. De taler om det som en mulighed, som en konsekvens, som en del af deres liv.
”Hvad kan jeg selv gøre for at undgå mobning?” er det sidste spørgsmål, der diskuteres. I løbet af dagen har eleverne fået sat mange ord på noget, der ellers er meget svært at tale om. Det handler om dem selv og deres måde at være sammen på. Stemningen er blevet helt speciel, og det er tydeligt, at det er blevet tilladt at sige alt. I mens de taler om, hvad man kan gøre for at undgå mobning, dukker der en ny forståelse frem. ”Det er faktisk alles ansvar, at undgå mobning”, siger en dreng.
Set udefra er det bemærkelsesværdigt hvor stor en forandring, der skete med eleverne i løbet af dagen. De blev mere og mere lydhøre overfor hinandens spørgsmål, svar og fortællinger. Det lykkedes på ganske få timer at skabe et rum, hvor alle turde sige noget – også de, der har det sværest. Det var noget så banalt som dybt rørende. Væk var de smarte bemærkninger, facaden og de fastlåste roller. Vel at mærke i aldersgruppen 12-15, der normalt har alle paraderne oppe, og som kan være svære at få til at lytte. Det er også en aldersgruppe, der ofte bliver overladt til sig selv og egen hakkeorden, fordi socialiseringsprocessen i vores fælles bevidsthed primært foregår i de mindre klasser. De store klasser skal kunne klare sig selv. John-Erik og Olivia fortalte historier fra det virkelige liv. John-Erik gennemgik, hvordan hjernen fungerer, hvordan kroppen reagerer og selvværdet forsvinder. Der blev beskrevet, forklaret, afdækket, og diskuteret reaktionsmønstre, handlinger og konsekvens hele dagen. En elev talte om sin gamle klasse, hvor en dreng blev mobbet i lang tid. ”Man ved det jo godt”, siger han, ”og det var faktisk vores ansvar, at hjælpe ham. Spørge ham, om han var okay. Gøre noget ved det”. John-Erik og Olivia gjorde i løbet af dagen det svære og uhåndgribelige konkret. De satte ord på og det gjorde eleverne i stand til at tale sammen om deres eget sociale rum, om sig selv og hinanden.
En lærer bemærkede undervejs i forløbet: ”Det her betyder faktisk, at hvis der ikke er en god stemning i klassen, så kan I overhovedet ikke lære noget!” I starten af dagen var der et par stykker, der gav udtryk for, at det da er okay med en rå tone i klassen, det var jo bare en omgangsform, som ingen mente noget ondt med. Konsekvensen af den rå tone, af uvaner og uheldige omgangsformer og hvor meget det rent faktisk betyder, gik op for alle undervejs. Det betyder noget. Det betyder rigtig meget.
Hvad kommer først – trivsel eller læring? I det nutidige debatklima er svaret klart – især i grundskolens ældste klasser og i gymnasiet er svaret læring. Men, i løbet af dagen blev det meget tydeligt, at de to ting er uløseligt knyttet til hinanden. Hvis alle skal lære noget, skal de befinde sig i et godt socialt miljø – og befinde sig godt. Indlæring er stort set umulig uden.
Olivias historie viser, at det i virkeligheden nok var tilfældigt, at hun blev udvalgt til at være den, alle hakkede på, og desværre også tilfældigt, at hun blev hørt. Det kan ske for alle. Olivia er ikke et enestående tilfælde, og i løbet af dagen blev det også klart, at hendes oplevelser blev genkendt hos (alt for) mange af de børn, der sad i salen. De kunne identificere sig med hendes oplevelser. I en klasse, hvor mobning trives, er det ikke kun mobbeofferet, der lider under det. Eleverne ved instinktivt, at tilfældigheden spiller ind. Så alle er påpasselige, alle har tændt alarmknappen, der bimler højere end lærerens stemme og som står i vejen for frit udsyn til læring.
I en årrække har der været (stadigt stigende) fokus på mobning. Mange har sendt den ”Olivia”, der findes i hver eneste klasse en tanke. Det er bare ikke kun den ene elev, det handler om, det er langt mere vidtrækkende. ”Olivia’erne” er et billede på noget, der har betydning for alle. Deres historier kan skære det ud i pap for os – hvad et dårligt miljø rent faktisk betyder og hvordan det påvirker os. I løbet af dagen blev det også tydeligt, at et ordentligt læringsmiljø skabes sammen med eleverne.
De to omtalte klasser er velfungerende. Eleverne er generelt glade for at gå i skole. Alligevel kan de, når de åbner munden for alvor, sætte ord på følelser, problemer og konsekvenser, så nakkehårene rejser sig.
